Field Studies
   news
   ways of knowing the field
   global knowledge, local consequences
   4S session
   field studies
   information
   coordination
   who is who
   danske videnskabelige ekspeditioner

danske videnskabelige ekspeditioner

Hent fil

 

(Dette er forordet til temanummeret om danske videnskabelige ekspeditioner i tidsskriftet Den jyske Historiker, nr. 119, juni 2008. På grund af redaktionel fejltagelse fra tidsskriftets side kom forordet aldrig med i udgivelsen. Derfor gengives det her.)

Af Thomas Brandt Fibiger og Kristian Hvidtfelt Nielsen

”Hvor i Verden finder man en Natur, der kan glæde Øjet som et dansk Fjordlandskab? Sandt nok, den amerikanske Turist, der ’gør’ Skandinavien paa en Fjortendags-Visit, føler sig i Almindelighed snydt for sine Penge her og halser sporenstregs med Kikkert og sin ’Kodak’ paa maven op til Norge. Der er en Natur for Hoben. Jotunheimen byder sig anmassende frem til Beskuelse, bryster sig overmodig af sin Storhed; selv den største Nar føler sig lille ved Synet af saadanne Stenkolosser: Elvefaldene deropee larmer, saa ogsaa de Døve kan høre det. Men den Skønhed, der blufærdigt gemmer sig og vil søges, findes ikke dér. Den er forbeholdt Danmark.”

 

Således lyder indledningen til Henrik Pontoppidans novelle Det Ideale Hjem (1. udgave, 1900). I novellen møder vi den unge naturforsker Adam Malling, der på sine rejser rundt i det danske land ikke bare gør sig observationer af dyre- og plantelivet med henblik på at understøtte sine teorier om det ideale, matriarkalske hjem, men også ser bestemte forestillinger om Danmark og dansk nationalitet bekræftet gennem sine observationer i naturen. Mallings rejser går især til Jylland, hvor Malling da også selv bliver forelsket og gift, for siden hen at måtte flygte fra hjemmet i ly af natten for selv at kunne efterleve sit eget ideal om matriarkatet (Behrendt, Pontoppidan 1986).

 

Som Steen Bo Frandsen har argumenteret for, var opdagelsen af Jyllands natur og lokalbefolkning i løbet af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede en måde, hvorpå især københavnske videnskabsfolk og skribenter forsøgte ”at tilvejebringe en forestilling om den geografiske udstrækning af det, som skulle være den danske nationalstat” (Frandsen 1996, 78). Den brogede jyske natur og etnicitet virkede i al sin mangfoldighed som en bekræftelse af en dansk fællesidentitet. Landet blev bundet sammen af rejser med mere eller mindre videnskabeligt islæt og af indførelse af ny infrastruktur. Den nye dampskibsrute mellem Århus og København, der åbnede i første halvdel af det 19. århundrede, forkortede rejsetiden mellem hovedstaden og Jylland betragteligt. Dermed blev talemåden, ”Det er ret en skade, at han skal til Jylland”, som ofte blev brugt, når nogen fra hovedstaden var tvunget til at tage embede i Jylland, mere og mere overflødig.

 

Opdagelsen af Jylland bidrog til opdagelsen af et naturhistorisk og etnisk fællesskab. Skribenten Edvard Søderberg skrev i 1904 til det populærvidenskabelige tidsskrift Frem om sin rejse til Jylland, at han havde fundet et ”pietistisk Livssyn, en oprigtig Religiøsitet, en snæver Horisont, en Overbevisning som Puritanernes”, men også et folk, der var som ”Sagaerne tegner dem: faste, haardnakkede, rolige, frem for alt rolige”. Det var som jyderne i al deres oprindelighed og primitivitet bekræftede, at danskerne var et folk: ”I Byerne er alle ens; paa Landet bevarer menneskene deres Oprindelighed; kun paa Landet opdager man, hvad der er typisk for et Folk. Og han aner Slægtskabet mellem disse Nutidsskikkelser og Sagaens” (Søderberg 1904). Helt på samme måde kunne opdagelsen den jyske geologi, botanik, zoologi m.v. bekræfte en fælles oprindelseshistorie, hvad angår den danske natur, som Adam Malling og andre med ham har begejstret sig over.

 

Rejser, ekspeditioner og feltarbejde udgjorde altså en integreret del af skabelsen af, hvad historikeren Benedict Anderson vil kalde, en forestilling om dansk fællesskab (Anderson 1983). Med dette nummer tager Den Jyske Historiker fat på netop dansk ekspeditionshistorie og placerer sig dermed som del af en nyere, forskningsbaseret interesse for national og international ekspeditionshistorie. Et hjemligt initiativ, der er værd at bemærke i denne sammenhæng, er forskningsnetværket ”Forskning i felten” (http://www.fieldstudies.dk/ ). Det samler danske og internationale videnskabshistorikere om systematiske, metodologiske diskussioner af det videnskabelige feltarbejdes og de videnskabelige ekspeditioners historiske betydning. Også det kendte, videnskabshistoriske tidsskrift Osiris har bidraget til at fremme interessen for ekspeditionshistorie med de to udgivelser, Science in the Field (vol. 11, 1996) og Nature and Empire. Science and the Colonial Enterprise (vol. 15, 2000). Førstnævnte udgivelse var et forsøg på at sikre det videnskabelige feltarbejde en plads i videnskabshistorien på lige fod med studier af laboratoriet og den videnskabelige teoriudvikling, som ellers har domineret mange videnskabshistoriske arbejder, måske lige bortset fra dem, der omhandler deciderede feltvidenskabelige discipliner såsom visse typer af biologi, geologi, antropologi m.fl. Sidstnævnte udgivelse eftersporede, som det fremgår af titlen, relationer mellem videnskabelig praksis og vestlig kolonipolitik.

 

Videnskabshistorikeren Robert E. Kohler har spillet en vigtig rolle i legitimeringen af feltvidenskaber som emne for videnskabshistoriske studier, hvert fald når det gælder de naturvidenskabelige feltdiscipliner. En af grundene til, at netop det (natur)videnskabelige feltarbejde, og herunder altså videnskabelige ekspeditioner, har været relativt overset i videnskabshistorien, er, at laboratoriearbejdet nyder så forholdsvis høj, kulturel status. Til laboratoriet knytter der sig en generel forventning om tidløs – og stedløs – produktion af videnskabelig viden, og det er denne forventning, som også har præget videnskabshistorikere og andre i deres søgen efter interessant, historisk materiale. Laboratoriets prestige har derved i nogen grad smittet af på videnskabshistorien og dermed også ekspeditionshistorien. Hvor laboratoriet typisk defineres ved dets tids- og stedløshed, er feltarbejdet modsat karakteriseret ved dets stærke tilknytning til tid, sted og lokalmiljø i form af mennesker, dyr og planter. Feltarbejdet forekommer i modsætning hertil rodet, komplekst og dermed nærmest uvidenskabeligt. Takket været mange, etnografiske laboratoriestudier ved vi nu, at det også gælder arbejdet i verdens laboratorier, men sådan har opfattelsen ikke traditionelt været. I bogen Landscapes and Labscapes afdækker Robert E. Kohler amerikanske biologers forsøg på at importere laboratorielignende praksisser i deres feltarbejde for at gøre det mere ”videnskabeligt” (Kohler 2002). Det er ambitionen med dette temanummer at yde et bidrag i samme retning som Kohler ved at integrere ekspeditionshistorien i den generelle (videnskabs)historie.

I en temasektion om videnskab i kolonierne, bragt i det førende, videnskabshistoriske tidsskrift ISIS (vol. 96, no. 1, 2005), diskuterer en række videnskabshistorikere den almindeligt udbredte opfattelse, ifølge hvilken videnskaberne var instrumenter for koloniale magtinteresser. Opfattelsen er blevet væsentligt modificeret af en række nyere, historiske studier af, hvorledes videnskaberne ofte har befundet sig i en form for gensidigt udvekslingsforhold med såvel koloniale som lokale aktører. Historien om videnskab og kolonial udnyttelse er derfor ikke (altid) en entydig fortælling om, hvordan vestlige magthavere har brugt videnskaberne til politiske formål. Videnskabelige ekspeditioner og videnskabeligt feltarbejdet har været til støtte for mange forskellige interesseforhold, også nogle gange mere lokale interesser, og har virket forskelligt i forskellige historiske sammenhænge. Forestillingen om, hvad videnskab kan og bør være, har spillet sammen med mange andre og ofte vidt forskellige forestillingsverdener af politisk, økonomisk og samfundsmæssigt art.

I modsætning til opdagelsen af Jylland beskæftiger artiklerne i dette temanummer sig udelukkende med danske ekspeditioner til udlandet. Ikke desto mindre er skabelsen af national identitet og, hvad vi med en nutidig, ofte anvendt politisk term, kunne kalde national sammenhængskraft på spil i alle beretninger.

 

Allan Sortkær lægger i sin indledende artikel ud med at gå bag om den velkendte kongelige danske ekspedition 1761-1767, bedre kendt som Niebuhrs rejse til (det lykkelige) Arabien. Denne ekspedition er ofte – ikke mindst i national højmodig sammenhæng – prist som verdenshistoriens første egentlige videnskabelige ekspedition. Det viser sig imidlertid, at kongelig og national prestige i det gryende europæiske samfund også spillede en betydelig rolle i motivationen for denne enestående rejse, og at det samtidig var med til at gøre den netop enestående. Efterfølgende afløste andre nationale projekter, herunder borgerlige revolutioner og Napoleonskrige, for en tid ekspeditionsgenren.

 

Men den kom stærkt igen, ikke mindst i det 20. århundrede, som de øvrige artikler kredser om, og den er også ført med ind i det 21. århundrede. Galathea 3-ekspeditionen har de senere år pustet nyt liv i det gamle begreb og den særlige videnskabelige genre. I nummerets afsluttende artikel sammenligner Kristian Hvidtfelt Nielsen Galathea 2- og Galathea 3-ekspeditionerne og viser, at også her har national og politisk (og endda stadig kongelig) prestige spillet nok så stor en rolle som videnskabens følgesvend.

 

Og denne sammenhæng mellem videnskab og politik gør sig også gældende i mellemliggende ekspeditioner og artikler; i de navnkundige Grønlandsekspeditioner, hvis materielle og politiske efterladenskaber på danske museer Mille Gabriel diskuterer; i filologen Arthur Christensens rejser til Persien i de både for Iran og Europa tumultariske første årtier af det 20. århundrede, som behandles af Mette Søltoft; og i de primært arkæologiske ekspeditioner til den Arabiske Golf i 1950’erne og 1960’erne, som, Thomas Fibiger peger på, faldt sammen med udviklingen af arabiske nationalstater i kolonitidens slipstrøm. Da denne ekspedition måtte rømme sin arbejdslejr og søge tilflugt for kæmpende befolkning og politi inde i byen, svarede ekspeditionslederen P.V. Glob en bekymret dansk journalist i telefonen: ’lad os nu ikke snakke politik – vor ekspedition er jo strengt videnskabelig og saglig’.

 

De følgende nedslag i den danske ekspeditionshistorie vil vise, at en sådan adskillelse af videnskab og politik ikke er mulig, sådan som også opdagelsen af Jylland illustrerer. Dermed ønsker vi også at kaste et nyt blik på tidligere, måske rigeligt sagnomspundne ekspeditioner. Bidragene i dette nummer er da også skrevet af forholdsvist yngre danske forskere, som i øvrigt repræsenterer en broget skare af akademiske discipliner. Der skal i den forbindelse rettes en tak til Michael Harbsmeier, for gode forslag og kontakter i miljøet, og samtidig en tak til videnskabshistoriker Hans Henrik Hjermitslev, som gjorde redaktionen opmærksom på, at Nordthy endnu i begyndelsen af det 20. århundrede var lige så fremmed og uopdaget for Edvard Søderbergs (populær)videnskabelige ekspedition, som Bahrain, Thule og Trankebar ville have været. Og måske vil man om 50 år sende en Galathea 4-ekspedition forbi pynten ved Hanstholm for et kig ind i reservatet, før turen fortsætter ud i en stadigt større og ukendt verden for atter, som motivationen lød for 50 år siden på den anden Galathea-ekspedition, ’at hejse dannebrog hele kloden rundt’.

 

Litteratur:

Anderson, Benedict 1983, Imagined communities: Reflections on the origin and spread of nationalism. London: Verso.

 

Behrendt, Poul og Henrik Pontoppidan 1986. Det ideale Hjem: Mariarkatet i nutiden. Valby: Amadeus.

 

Frandsen, Steen Bo 1996. Opdagelsen af Jylland. Århus: Aarhus Universitets Forlag.

 

Kohler, Robert E. 2002, Landscapes and Labscapes. Exploring the Lab-Fiels Border in Biology. Chicago and London: University of Chicago Press.

 

Søderberg, Edvard 1904, Indtryk fra et Ophold i Nordthy. Frem, 52.